Aflysning af UngCamp 2020 - som vi kender det!

Det er langt fra med vores gode vilje, at vi hermed meddeler, at årets UngCamp på Mørkholt d. 11.-18. juli er AFLYST på grund af COVID-19. Med baggrund i regeringens udmelding d. 21. april om, at forsamlinger på over 500 deltagere ikke må afholdes, ser vi os nødsaget til at afblæse afholdelsen af det fysiske UngCamp 2020. Læs desuden IM's egen udmelding her, som også blev udsendt d. 21. april.

Når det er sagt, så har lederteamet bag UngCamp besluttet, at vi vil arbejde med alternative tilbud, som kan benyttes i samme uge. Hvad disse bliver, kan vi ikke præcisere på nuværende tidspunkt, da en projektgruppe først skal i proces omkring dette i den kommende tid. Dog vil det med stor sandsynlighed indebære de digitale medier og en form for streaming.

Vi mener, at årets tema, "Er Gud bæredygtig?", rammer plet netop i den situation, hvor vi alle befinder os lige nu, og derfor vil det være en skam, hvis ingen skulle få del i alt den gode planlægning, der indtil nu er lagt for dagen. Derfor håber vi, at I vil tage godt imod, hvad der end kommer af tilbud i uge 29.

Følg med på www.facebook.com/morkholtuc, hvor vi vil orientere yderligere.

Angående plads på Mørkholt Strand Camping

Selv om UngCamp 2020 er aflyst fysisk, er I stadig meget velkomne til at campere på Mørkholt Strand Camping, og det vil være en stor hjælp for Mørkholt, hvis I stadig kommer i ugen.

Alle, som har reserveret plads eller hytte i sommeren, har betalt et depositum, og efter lovgivningen skal Mørkholt Strand Camping ikke tilbagebetale sådan et depositum, da campingpladsen stadig er åben og pladsen kan benyttes. Mørkholt tilbyder dog, at de gæster, som ikke vil benytte campingpladsen i denne uge, kan overføre deres depositum til en ny booking i året 2020, men ikke bruge det på en eksisterende booking. Mørkholt Strand Camping lever op til retningslinjerne fra sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Kontakt Mørkholt Strand Camping for nærmere info:

Tlf.: 75 95 91 22

E-mail: info(at)morkholt.dk

Vi håber, at vi ses på UngCamp i 2021, hvor vi vil gøre alt for, at vi kan være sammen "som vi plejer"!

På vegne af UngCamps lederteam

ugelederne, Nikolai Meyer Møller og Daniel Præstholm.